Tiltrængt veninde hygge

Det var short but sweet.

Jeg har en veninde. En helt særlig en af slagsen. Det føles som om vi har kendt hinanden hele livet, selvom vi først mødtes da vi begge var midt i tyverne.

Jeg fortæller hende alt. Også de skumle hemmeligheder.
Hun kørte mig på sygehuset ved min første fødsel, da manden ikke havde fået kørekort endnu. Og hun stod klar som gudmor, da yngstesønnen skulle døbes.

Vi ser hinanden alt for lidt. Vi bor kun et kvarters kørsel fra hinanden.
Men med hver vores karriere, familie og alt det andet, bliver der ikke meget tid til at pleje venindeskabet.

Når hun så ringer og siger “Jeg har to timer inde i byen i morgen. Vil du med?”, så smider man alt hvad man har i hænderne og takker ja.

I dag travede vi midtbyen tynd, spiste ribbenstegs sandwich, drak latte og fik vendt hele verdenssituationen på et par timer.
Vi kender hinanden godt og vi forsætter bare hvor vi slap sidst. Snakken er både alvorlig og dyb, men også pjattende og et pusterum som vi begge trængte til.

Sådan er det, når veninder er bedst.

Skriv et svar