De uperfekte

Nogle gange føler jeg mig som en bums. En afdanket bums, som slasker afsted i mine slidte jeans, store sweatre og mine spaltede hårspidser.

Jeg er omgivet af perfekte mennesker, som sørger for at deres 2,8 børn får en sund og nærende morgenmad i et trygt og fredfyldt morgenritual, hvor familien sidder samlet om spisebordet.

Moderen i denne perfekte familie er stået op to timer før de andre, så hun kan nå at komme i bad, føntørre sit hår, lægge en pletfri makeup og udvælge dagens sæt tøj, som selvfølgelig består af mode diktatorernes sidste nye trend.

Jeg selv står op en halv time før jeg skal ud af døren. Det er lige tids nok til, at jeg kan nå at sætte elkedlen over, lave et glas kakao til yngstebarnet (for han gider ikke morgenmad), børste mit hår, finde det reneste tøj jeg har og måske fyre en mascara på vipperne. Jeg drikker min kaffe og smider barnet i det reneste tøj som han har, og så er vi ude af døren.

Ingen morgenseance med spelt vafler og glattejern. Bare ud over stepperne.

Jeg gad da godt være hende med overskuddet. Hende der arrangerer den perfekte børnefødselsdag, mens hun træner op til en halv marathon. Hende der har tid til at skurre kalk af håndvasken med en tandbørste, så gæster ikke synes at hjemmet er klamt. Hende der har en flad mave, selvom hun har født 2,8 børn, fordi hun efter at have ordnet hus, børn og arbejde, lige klarer 3 timers crossfit hver anden dag.

Men sådan er jeg bare ikke. Jeg er uperfekt.

Og jeg lever sammen med min uperfekte mand, som har en skæv fantasi og som nogle sikkert synes er “a bit over the top”, men som jeg elsker.

Vores uperfekte børn har ikke kunne tegne cirkler som 1 årige og kunne ikke stave deres navne som 3 årige. De er møg beskidte og lugter ofte af prut. De er ikke kommende fodbold stjerner eller på vej til at blive optaget i MENSA. Men de har hjertet på det rette sted og de har venner som de vil kæmpe for og altid passe på.

Det kan godt være nedslående, at føle at man er den eneste, som ikke har fulgt den snor lige karriere vej. Som ikke kan udfylde en selvangivelse og som ikke har råd til at købe den dyre flyverdragt til ungerne. Som ikke tager til frisøren en gang måneden for, at blive “frisket” op. Og at være den eneste, som har kroniske poser under øjnene, fordi døgnet ikke har timer nok.

Min hverdag er præget af “perfekte mennesker”. Jeg er omringet af dem.

Jeg tror det er derfor jeg holder så meget af at tilbringe min fritid med de uperfekte.

Mine nærmeste veninder, ved jeg, har samme problematikker som jeg. De når heller ikke alt det som hør og bør sig. Det ved jeg, for det fortæller de mig. Og så har jeg oplevet dem på deres dårlige dage. De er lige så uperfekte som jeg.

Til roller derby kan jeg slappe af. Her ligner vi alle noget der er løgn efter en træning. Uanset hvor meget vi duller os op inden, så kamp sveder vi og lugter af gnu efter to timer på banen.

Men hvem har bestemt, at det er de andre der perfekte?

For hvorfor er det mere perfekt at hjerne afsted på en spinningcykel i et pulserende fitnesscenter, end at gå til en kontaktsport som roller derby, hvor vi faktisk har det ret sjovt?

Hvorfor er det mere perfekt, at købe de sidste nye skind leggings, end at fise rundt i en hjemmestrikket sweater som man har lagt hjerte og sjæl i?

Hvorfor er det mere perfekt, at bruge sin sparsomme fritid på, at få et funklende rent hjem, end at tage i zoo med ungerne?

Det er nutidens normer der gør, at min familie og jeg uperfekt.

Om 10 år er det sikket helt perfekt, at ligne en bums og drikke kakao til morgenmad.