Laissez-faire [lassefær]

Jeg husker ikke så meget fra pædagogik undervisningen på seminariet, men ét ord der har hængt fast er “Laissez-faire”.

Laissez-faire betyder at “lade stå til”. Dvs. at hvis du er en laissez-faire forældre, så lader du dit barn gøre stort set lige hvad det har lyst til.

Mit indlæg i går fik mange gode tilkendegivelser: “Godt gået!”, “Sådan”, “Det er fandeme i orden”.
Og det er jeg rigtig glad for.

Men hvis alle er enige med mig, hvem er det så jeg skælder ud? Hvem er det, der “lader stå til”? Hvem er laissez-faire?

Har vi nok selverkendelse til sige “Ja OK, det er sgu nok mig hun snakker om”, når jeg sidder og brokker mig over forældre der ikke sætter grænser for deres børn?

Jeg indrømmer det. Nogle gange er jeg for blød overfor mine børn.
Nogle gange får de lov til at få slik og chips i hverdagene eller blive lidt længere oppe, eller noget andet som kan gøre dem forkælede.

Men så snart de rammer et punkt, hvor de ikke gør hvad der bliver sagt. Hvis de er onde eller slår andre. Eller hvis de slet og ret overskrider almen pli, så sætter jeg ind.
Mine unger skal opføre sig ordentlig og hører de ikke efter, så irettesætter jeg med STORE BOGSTAVER. Og jeg er ret ligeglad med om det er mens vi er hjemme eller om vi er ude blandt andre.

Jeg tror ikke der findes mange forældre der IKKE opdrager deres børn. Men jeg oplever tit, at forældre ikke tør “opdrage i det offentlig rum”.
De tør ikke hæve stemmen i børnehaven af frygt for at blive dømt som hende den dårlige mor. Når barnet begynder at te sig, kan man nærmest se panikken i forældrenes øjne, som til sidst kvidrer overskudsagtigt “Hov hov, din lille bandit. Det må du sørme ikke”.

Hvad er der sket? Og hvornår skete det? Hvornår blev det ilde set at have en opdragende tone overfor sit barn?
I 50erne var det helt normalt at give et barn (ikke nødvændigvis sit eget) en flad. Og der var det fuldstændig lige meget om folk kiggede på imens.
I 2014 føler vi os som børnemishandlere, så snart vi hæver stemmen bare en smule.

Jeg synes ikke at det er OK, at slå børn.
Men jeg synes det er OK, at opdrage børn. Også når man er blandt andre, end ens nærmeste.

Så derfor har jeg en bøn til dig.
Når nu du står nede i børnehaven, supermarkedet eller til gymnastik og dit barn ikke opfører sig ordentlig… Hvad enten det er plagen efter slik, spark over skindebenet eller mangel på respekt overfor autoriteter. Er du så ikke så sød at sætte en grænse lige nu og her, istedet for at vente til I kommer hjem?
Du må gerne hæve stemmen. Du må gerne give time-out. Du må gerne “straffe”. Jeg skal nok lade være med at dømme dig.

Men hvis du ikke tager dit ansvar som opdrager med ud i byen. Hvis du ikke sætter grænser… Så dømmer jeg dig.

For så tænker jeg “Sikke et forældre-skvat!”

Når nok er “NOK”!

Hver onsdag har jeg æren af at følge yngstesønnen til gymnastik.
“Tons & Tummel” er et fantastisk tilbud for børnehavebørn, hvor de kan få brændt lidt krudt af. Det koster næsten ingenting og så er det dejligt tæt på, nemlig her i Kærby.

Præmissen for at det er så billigt som det er, er bland andet, at vi forældre hjælper til med at holde styr på ungerne.

Jeg har længe syntes at mange af forældrene ikke passer deres “job” til gymnastik. De lader deres børn kravle i ribberne, mens instruktøren beder om ro og orden. Bolde bliver sparket tværs gennem rummet, når det er ærteposer der skal øves med. Nogle af børnene får decideret at vide af deres forældre, at de skal hoppe ind foran når der er kø til et redskab.

Indtil nu har jeg holdt min mund og passet mit eget barn.

Men i dag fik jeg nok.

Som en lille godbid for ungerne skulle “Air tracken” (en aflang hoppepude) pustes op. Aftalen plejer at være at børnene må ligge på den mens den pustes op.

I dag nåede puden knap nok at blive halvt fyldt før de første begyndte at hoppe. Instruktøren kæmpede med at få sat proppen i den levende hoppepude, hvilket resulterede i at luften sivede ud igen. Der blev givet kommando om at alle børn skulle stå af, så han kunne få den pustet ordentligt op.

Nogle enkelte børn gjorde hvad der blev sagt, men resten tonsede videre.
I løbet af få sekunder vrimlede det med grædende børn, som havde banket hovedet ned i den tomme luftpude eller væltet ind i en anden. Alt imens instruktøren kæmpede for at få gang i pumpen.

Jeg og et par andre forældre gjorde alt hvad vi kunne for at holde børnene væk, men slaget var tabt. Vi kunne intet stille op mod et par og tyve børn.

Jeg kiggede rundt og forældrene til “de uvorne” stod og sludrede, tjekkede smartphones eller sad bare og små sov ovre i hjørnet. Hvorfor sagde de ikke noget til deres børn?

Jeg endte med hæve stemmen “HEY! ALLE FORÆLDRE! INSTRUKTØREN HAR BEDT OM AT ALLE BØRN HOPPER NED FRA PUDEN. NU! FÅ LIGE STYR PÅ JERES BØRN!”

Endelig en reaktion. Folk kiggede på mig med et Hvor vover hun? blik.
Men resultatet blev at puden i løbet få sekunder blev pustet op og fikseret og glade børn kunne hoppe.

Så nu er jeg fremover nok hende den sure.

Men kan det virkelig passe at folk skal have en opsang, før de begynder at tage ansvar for deres egne børn?