Tiltrængt veninde hygge

Det var short but sweet.

Jeg har en veninde. En helt særlig en af slagsen. Det føles som om vi har kendt hinanden hele livet, selvom vi først mødtes da vi begge var midt i tyverne.

Jeg fortæller hende alt. Også de skumle hemmeligheder.
Hun kørte mig på sygehuset ved min første fødsel, da manden ikke havde fået kørekort endnu. Og hun stod klar som gudmor, da yngstesønnen skulle døbes.

Vi ser hinanden alt for lidt. Vi bor kun et kvarters kørsel fra hinanden.
Men med hver vores karriere, familie og alt det andet, bliver der ikke meget tid til at pleje venindeskabet.

Når hun så ringer og siger “Jeg har to timer inde i byen i morgen. Vil du med?”, så smider man alt hvad man har i hænderne og takker ja.

I dag travede vi midtbyen tynd, spiste ribbenstegs sandwich, drak latte og fik vendt hele verdenssituationen på et par timer.
Vi kender hinanden godt og vi forsætter bare hvor vi slap sidst. Snakken er både alvorlig og dyb, men også pjattende og et pusterum som vi begge trængte til.

Sådan er det, når veninder er bedst.

Laissez-faire [lassefær]

Jeg husker ikke så meget fra pædagogik undervisningen på seminariet, men ét ord der har hængt fast er “Laissez-faire”.

Laissez-faire betyder at “lade stå til”. Dvs. at hvis du er en laissez-faire forældre, så lader du dit barn gøre stort set lige hvad det har lyst til.

Mit indlæg i går fik mange gode tilkendegivelser: “Godt gået!”, “Sådan”, “Det er fandeme i orden”.
Og det er jeg rigtig glad for.

Men hvis alle er enige med mig, hvem er det så jeg skælder ud? Hvem er det, der “lader stå til”? Hvem er laissez-faire?

Har vi nok selverkendelse til sige “Ja OK, det er sgu nok mig hun snakker om”, når jeg sidder og brokker mig over forældre der ikke sætter grænser for deres børn?

Jeg indrømmer det. Nogle gange er jeg for blød overfor mine børn.
Nogle gange får de lov til at få slik og chips i hverdagene eller blive lidt længere oppe, eller noget andet som kan gøre dem forkælede.

Men så snart de rammer et punkt, hvor de ikke gør hvad der bliver sagt. Hvis de er onde eller slår andre. Eller hvis de slet og ret overskrider almen pli, så sætter jeg ind.
Mine unger skal opføre sig ordentlig og hører de ikke efter, så irettesætter jeg med STORE BOGSTAVER. Og jeg er ret ligeglad med om det er mens vi er hjemme eller om vi er ude blandt andre.

Jeg tror ikke der findes mange forældre der IKKE opdrager deres børn. Men jeg oplever tit, at forældre ikke tør “opdrage i det offentlig rum”.
De tør ikke hæve stemmen i børnehaven af frygt for at blive dømt som hende den dårlige mor. Når barnet begynder at te sig, kan man nærmest se panikken i forældrenes øjne, som til sidst kvidrer overskudsagtigt “Hov hov, din lille bandit. Det må du sørme ikke”.

Hvad er der sket? Og hvornår skete det? Hvornår blev det ilde set at have en opdragende tone overfor sit barn?
I 50erne var det helt normalt at give et barn (ikke nødvændigvis sit eget) en flad. Og der var det fuldstændig lige meget om folk kiggede på imens.
I 2014 føler vi os som børnemishandlere, så snart vi hæver stemmen bare en smule.

Jeg synes ikke at det er OK, at slå børn.
Men jeg synes det er OK, at opdrage børn. Også når man er blandt andre, end ens nærmeste.

Så derfor har jeg en bøn til dig.
Når nu du står nede i børnehaven, supermarkedet eller til gymnastik og dit barn ikke opfører sig ordentlig… Hvad enten det er plagen efter slik, spark over skindebenet eller mangel på respekt overfor autoriteter. Er du så ikke så sød at sætte en grænse lige nu og her, istedet for at vente til I kommer hjem?
Du må gerne hæve stemmen. Du må gerne give time-out. Du må gerne “straffe”. Jeg skal nok lade være med at dømme dig.

Men hvis du ikke tager dit ansvar som opdrager med ud i byen. Hvis du ikke sætter grænser… Så dømmer jeg dig.

For så tænker jeg “Sikke et forældre-skvat!”

Når nok er “NOK”!

Hver onsdag har jeg æren af at følge yngstesønnen til gymnastik.
“Tons & Tummel” er et fantastisk tilbud for børnehavebørn, hvor de kan få brændt lidt krudt af. Det koster næsten ingenting og så er det dejligt tæt på, nemlig her i Kærby.

Præmissen for at det er så billigt som det er, er bland andet, at vi forældre hjælper til med at holde styr på ungerne.

Jeg har længe syntes at mange af forældrene ikke passer deres “job” til gymnastik. De lader deres børn kravle i ribberne, mens instruktøren beder om ro og orden. Bolde bliver sparket tværs gennem rummet, når det er ærteposer der skal øves med. Nogle af børnene får decideret at vide af deres forældre, at de skal hoppe ind foran når der er kø til et redskab.

Indtil nu har jeg holdt min mund og passet mit eget barn.

Men i dag fik jeg nok.

Som en lille godbid for ungerne skulle “Air tracken” (en aflang hoppepude) pustes op. Aftalen plejer at være at børnene må ligge på den mens den pustes op.

I dag nåede puden knap nok at blive halvt fyldt før de første begyndte at hoppe. Instruktøren kæmpede med at få sat proppen i den levende hoppepude, hvilket resulterede i at luften sivede ud igen. Der blev givet kommando om at alle børn skulle stå af, så han kunne få den pustet ordentligt op.

Nogle enkelte børn gjorde hvad der blev sagt, men resten tonsede videre.
I løbet af få sekunder vrimlede det med grædende børn, som havde banket hovedet ned i den tomme luftpude eller væltet ind i en anden. Alt imens instruktøren kæmpede for at få gang i pumpen.

Jeg og et par andre forældre gjorde alt hvad vi kunne for at holde børnene væk, men slaget var tabt. Vi kunne intet stille op mod et par og tyve børn.

Jeg kiggede rundt og forældrene til “de uvorne” stod og sludrede, tjekkede smartphones eller sad bare og små sov ovre i hjørnet. Hvorfor sagde de ikke noget til deres børn?

Jeg endte med hæve stemmen “HEY! ALLE FORÆLDRE! INSTRUKTØREN HAR BEDT OM AT ALLE BØRN HOPPER NED FRA PUDEN. NU! FÅ LIGE STYR PÅ JERES BØRN!”

Endelig en reaktion. Folk kiggede på mig med et Hvor vover hun? blik.
Men resultatet blev at puden i løbet få sekunder blev pustet op og fikseret og glade børn kunne hoppe.

Så nu er jeg fremover nok hende den sure.

Men kan det virkelig passe at folk skal have en opsang, før de begynder at tage ansvar for deres egne børn?

Frække Freya Ferrari

Når nu nevøen og hans viv er vilde med Formel1 og Ferrari… Og når nu de venter sig en datter her i oktober og indretter børneværelse i Ferrari rød… Og pigebarnets mellemnavn skal være Fernanda (efter Fernando Alonso), så må man som den hæklende tante ty til alternative farver.

Mød Freya Ferrari.
IMG_8176.JPG Navnet har ældstesønnen fundet på og jeg synes at det er ganske genialt.

Hun skulle være Ferrari farvet, men endte nu mere med at ligne det tyske flag. Sådan går det, når man insisterer på at hækle striber i de farver.

Grundmønstret til Freya kan du finde her og butikken har også det garn der passer til hende. Mønsteret dikterer nogle helt bestemte farver, men man vælger jo selv hvilken stil man går efter… En zebra kunne også være en mulighed.

Indtil nu lægger jeg hæklenålen på hylden. Jeg synes jeg har hæklet rigeligt her på de sidste. Jeg kan næsten være i tvivl om jeg overhovedet kan huske hvordan man strikke.

En grevinde værdig

Søndagen er gået med det som en søndag skal gå med.

Egentlig var der tusind gøremål, men dagen forsvandt med tulleri, hygge og trummerum.

Det var yngstesønnen der satte det i gang, da han så de rynkede hyldebær, som hænger på træet i gården. “Dem skal vi lave noget med mor!”

Jeg bryder mig hverken om hyldesaft eller suppe og eftersom naboen havde været forbi med en pose madæbler, tænkte jeg, at der måtte kunne laves en kombination af to.
Så den gode gamle syltebog blev hevet frem. IMG_8163.JPG Overskriften er misvisende. Opskrifterne er ikke moderne, men de holder stadig.
Og til trods for, at den er ved at være godt slidt, finder jeg altid en ny opskrift i den. Som “Grevindens Syltetøj”. Syltetøj lavet af hyld og æbler.

Vi plukkede, skrællede og ribbede.
Og med et glas af sommerens hjemmelavet hyldeblomst saft ved vores side, gik arbejdet en del nemmere. IMG_8164.JPG Der blev kogt, tilføjet sukker og til sidst smagt.
Tynde smagfulde lag som sikkert ville være perfekte på en hjemmebagt bolle, men i dag måtte nøjes med grovtoast fra Lidl… For når man også skal nå at lave ingenting, er der ikke tid til hjemmebag. IMG_8162.JPG Nu ved vi, at næste år skal der samles mere hyld og flere æbler. For denne syltetøj er så sandelig en grevinde værdig.

Når alt ånder ro

De sidste 3 uger er forsvundet som dug for solen.
Der har været travlt. Alt for travlt.
Mandens medvirkende i Bæredygtighedsfestivalen trak tænder ud. Hans fravær gjorde mig til alenemor til to. Manden gjorde alt hvad han kunne, for at lette byrden, men der var grænser for hvor meget han kunne nå i døgnet.

Heldigvis var det hele ikke forgæves. VAERK9000s indslag til festivalen var en succes og jeg tror der bliver talt længe om det.

Nu sidder vi her i sofaen og puster ud. Jeg tager den med ro. Backuppen er hjemme igen. Manden tager tilløb til at det atter går løs om et par uger til Kulturnatten. Yngstesønnen nyder godt af, at der nu er 2 forældre at hundse rundt med.

Den eneste der ikke sidder stille er ældstesønnen.
For i nattens mulm og mørke går han rundt ude vores have. Nu er det hans tur til en tur i spotlight. Han har fået hovedrollen i en kortfilm og vores have og 1. sal er location for optagelserne. IMG_8140.JPG Denne weekend bliver hård for de laver natoptagelser. Og når man er en knægt som er vant til at komme i seng senest klokken 22 er midnats-optagelser lidt af en utopi.

Men alle på holdet er glade. De har lige fået lidt varmt til ganen og et stykke kage. Nu fortsætter de med at arbejde ind i de små timer. Vi andre smider fødderne op og zapper videre på TVet.

I dækning! Der bombes!

I lørdags blev Aalborg bombet og jeg var med til det.
Det var ikke farlige bomber. Ingen kom til skade.
Kun bløde strikkede bomber, som inviterede til en god krammer.

Det var min første rigtige yarnbombning og det var sjovt.
Første gang, hvor det var en stor ting jeg bombede (hurra for stikkemaskinen).

Yarnbomb

Foto: Poul Rasmussen

Jeg havde egentlig planlagt at jeg skulle varme en lygtepæl, men det viser sig, at der ikke er nogle lygtepæle inde i Nørregade. Så jeg endte med Lillys nedløbsrør.
Min bombe var ganske amatør agtig. En masse restgarn og lidt huller hist og her, som blev lappet med klovnenæse pompommer. Der var ikke tænkt så meget over den.

Ikke i forhold til Leas.IMG_8077-0.JPG
Hun havde helt styr på mål og strikkefasthed i forhold til hvad hun skulle bombe. Dyb respekt til hende og en masse glæde over, at jeg har lært en rigtig dygtig yarnbomber at kende.
Kig lige ind på hendes blog. Hun er sjov og sød.

Mine fremtids-bombe-planer? Hmmmm… Mon ikke jeg kan finde et par lygtepæle i Kærby?… For jeg skal helt klart bombe noget mere

 

 

Send flere kirsebær

Bæredygtighedsfestivalen er skudt i gang!

Hele natten til i dag, har VAERK9000 (+venner) knoklet for, at få placeret 600 potteplanter, en kæmpe store lyserød campingvogn, skulpturer og meget på plads.

Foto: Poul Rasmussen

Sikke et resultat. Temaet er “Bæredygtighed – Nu i farver” og det må man sige, er lykkedes til punkt og prikke. Over os hænger der vasketøj og flagre i vinden.

IMG_8075.JPG

Den lyserøde campingvogn får opmærksom fra små prinsesser der er ude at shoppe med mor og far. Et jazzband spiller svalende musik. Og hist og her er der placeret små løbehjul og cementstøbte jeans, flot dekorerede med blomster.

Foto: Henriette Rise

Nørregade er blevet en lille oase af bæredygtighed.

IMG_8076.JPG

Mit bidrag har også fået et godt skub. #plukmig kirsebærtræet var et hit.
Nogle folk var lidt tøvende. “Må vi gerne tage et?” “Hvad koster kirsebærene?”
Mit svar: “De koster ikke noget. I skal bare selv plukke dem. Måske vokser der nogle nye kirsebær ud igen”. Den sidste bemærkning fik et smil.
Andre gik stille hen og plukkede en kirsbærbroche og satte det på kærestens trøje. Der blev kravlet på bænke, lavet 2 mand høj og andre kreative udfoldelser for at nå kirsebærene.

IMG_8073.JPG

Nu kan jeg glæde mig over, at “mine” kirsebær hænger rundt omkring i barnevogne, på teenageværelser, jakker og tasker. Så hvis du ser et hæklet kirsebær i Aalborg… Tjaaaa, så er det nok et fra #plukmig træet.

IMG_8079.JPG

Populariteten har dog gjort, at hæklenålen må frem igen her til aften. Brocherne går som varmt brød. Det er hårdt arbejde og efter at have hæklet omkring 40 kirsebær den sidste uges tid, er det ikke lige det jeg har mest lyst til.

Men hvorfor gør jeg det så?
Jeg aner det ikke… Måske fordi det giver et smil på læben hos dem der plukker.

 

 

 

 

 

 

 

Sidebemærkning

Medbring strikketøjet

Hvad skal du i morgen?

Hvis du nu har lyst, så vil jeg super gerne se dig klokken 11-nul-dut i Nørregade, Aalborg.

Det er nemlig der Bæredygtighedsfestivalen starter.
Personligt kommer jeg for at montere min “lygtepælsvarmer” og hænge mine #plukmig kirsebær op.

IMG_8038-0.JPG

Planen er, at jeg vil pynte et træ med hæklede kirsebærs brocher, som publikum så må plukke og sætte på tøjet.

Desværre har jeg ikke nået at hækle så mange, så det bliver spændende at se hvor længe “installationen” holder.

Så hvis nu du har lidt strik eller hækling liggende, så kig forbi Nørregade og yarnbomb gaden… lovligt :)

Jeg håber vi ses