Når nok er “NOK”!

Hver onsdag har jeg æren af at følge yngstesønnen til gymnastik.
“Tons & Tummel” er et fantastisk tilbud for børnehavebørn, hvor de kan få brændt lidt krudt af. Det koster næsten ingenting og så er det dejligt tæt på, nemlig her i Kærby.

Præmissen for at det er så billigt som det er, er bland andet, at vi forældre hjælper til med at holde styr på ungerne.

Jeg har længe syntes at mange af forældrene ikke passer deres “job” til gymnastik. De lader deres børn kravle i ribberne, mens instruktøren beder om ro og orden. Bolde bliver sparket tværs gennem rummet, når det er ærteposer der skal øves med. Nogle af børnene får decideret at vide af deres forældre, at de skal hoppe ind foran når der er kø til et redskab.

Indtil nu har jeg holdt min mund og passet mit eget barn.

Men i dag fik jeg nok.

Som en lille godbid for ungerne skulle “Air tracken” (en aflang hoppepude) pustes op. Aftalen plejer at være at børnene må ligge på den mens den pustes op.

I dag nåede puden knap nok at blive halvt fyldt før de første begyndte at hoppe. Instruktøren kæmpede med at få sat proppen i den levende hoppepude, hvilket resulterede i at luften sivede ud igen. Der blev givet kommando om at alle børn skulle stå af, så han kunne få den pustet ordentligt op.

Nogle enkelte børn gjorde hvad der blev sagt, men resten tonsede videre.
I løbet af få sekunder vrimlede det med grædende børn, som havde banket hovedet ned i den tomme luftpude eller væltet ind i en anden. Alt imens instruktøren kæmpede for at få gang i pumpen.

Jeg og et par andre forældre gjorde alt hvad vi kunne for at holde børnene væk, men slaget var tabt. Vi kunne intet stille op mod et par og tyve børn.

Jeg kiggede rundt og forældrene til “de uvorne” stod og sludrede, tjekkede smartphones eller sad bare og små sov ovre i hjørnet. Hvorfor sagde de ikke noget til deres børn?

Jeg endte med hæve stemmen “HEY! ALLE FORÆLDRE! INSTRUKTØREN HAR BEDT OM AT ALLE BØRN HOPPER NED FRA PUDEN. NU! FÅ LIGE STYR PÅ JERES BØRN!”

Endelig en reaktion. Folk kiggede på mig med et Hvor vover hun? blik.
Men resultatet blev at puden i løbet få sekunder blev pustet op og fikseret og glade børn kunne hoppe.

Så nu er jeg fremover nok hende den sure.

Men kan det virkelig passe at folk skal have en opsang, før de begynder at tage ansvar for deres egne børn?

5 thoughts on “Når nok er “NOK”!

  1. Ulla Bergholdt says:

    Selvfølgelig skal de passe deres unger!!!! Men det er netop sagen i en nøddeskal. Sagen om grænseoverskridende unger, som jo i virkeligheden handler om ansvarsfralæggende forældre. Og det kan i sandhed få fru Bergholdt op i det røde felt! Som i neonrødt!
    Så i min optik, kære fru Svendsen, har du, dit sure rips, blot gjort og givet lige nøjagtig hvad de fortjente at få! En opsang! Et opråb! TAG ANSVAR FOR HÆVLEDE…..
    Godt du findes. Så er der stadig håb for dele af vores kommende samfundsborgere…. :-D

  2. Poul says:

    Udstyr ungerne med de der fjernbetjente hundehalsbånd der giver stød, så skal de nok lære at høre efter

Skriv et svar