Mandags migræne… eller Den dag jeg uofficielt blev kåret som dårlig mor

Migrænen startede allerede så småt søndag aften. Jeg kunne mærke, at jeg trængte til en god nats søvn, for at den skulle dulme bare en lille smule.

Men der var stadig lidt oprydning efter Haralds fest, der skulle klares.
Så kl. 23:30 tænkte jeg: Nå, om ikke andet får jeg små 7 timer på øjet.

Åh nej! Hovedet dunkede, kattene larmede, manden snorkede. Alt gik galt.

Da jeg endelig faldt i søvn, hørte jeg en LYD. Gisp!
Kiggede på uret: 05:20

Jeg listede ud af soveværelset (og hvis jeg ejede et baseball-bat, havde jeg iført mig det). Dunkende hoved. Lysfølsomme øjne. Av! Men jeg skulle forsvare mig overfor LYDEN, for tænk nu hvis det var nogle af de slemme mennesker.

LYDEN kom fra køkkenet. Jeg tog mod til mig og drejede om hjørnet.

Her fandt jeg Victor. Han rodede rundt i køkkenskabene og ledte efter noget.
Jeg blev rasende! Han skulle fandeme ikke gå rundt og skræmme livet af os andre bare fordi han var et A-menneske.
“Se så at komme i seng!!!!! Og hvis du ikke kan sove, er det bare ærgeligt!!!!”
FOR FANDEN DA!!!! %&#%#

Jeg har en tendens til morgensurhed og sådan en opvågning hjalp ikke på det.
Det dunkende hoved kom på puden igen. Et blik på uret: Jeg kunne lige nå 45 minutter mere.

Så kom DEN ANDEN LYD!
Hulk, hulk, hulk! Vræl!
Det var Victor og til trods for at han har værelse på en helt anden etage, kunne jeg høre ham.

FOR HELVEDE! Jeg skød en hvid pil efter den sidste søvn og travede op til knægten.

“Hvad er der NU i vejen, Victor?”

“VRÆÆÆÆÆÆL!  Det er bare fordi jeg ikke var hjemme til Mors Dag i går!
HULK, HULK… Så jeg ville bare så gerne overraske dig med morgenmad og gaver på sengen.”
Photo 14-05-13 18.43.12
Jeg tog på arbejde med en endnu større migræne og verdens dårligste samvittighed, men kom senere hjem til eftermiddagskaffe, gaver, en meget tilgivende søn, 2 panodiler og god lang omgang søvn.

Skriv et svar