Laissez-faire [lassefær]

Jeg husker ikke så meget fra pædagogik undervisningen på seminariet, men ét ord der har hængt fast er “Laissez-faire”.

Laissez-faire betyder at “lade stå til”. Dvs. at hvis du er en laissez-faire forældre, så lader du dit barn gøre stort set lige hvad det har lyst til.

Mit indlæg i går fik mange gode tilkendegivelser: “Godt gået!”, “Sådan”, “Det er fandeme i orden”.
Og det er jeg rigtig glad for.

Men hvis alle er enige med mig, hvem er det så jeg skælder ud? Hvem er det, der “lader stå til”? Hvem er laissez-faire?

Har vi nok selverkendelse til sige “Ja OK, det er sgu nok mig hun snakker om”, når jeg sidder og brokker mig over forældre der ikke sætter grænser for deres børn?

Jeg indrømmer det. Nogle gange er jeg for blød overfor mine børn.
Nogle gange får de lov til at få slik og chips i hverdagene eller blive lidt længere oppe, eller noget andet som kan gøre dem forkælede.

Men så snart de rammer et punkt, hvor de ikke gør hvad der bliver sagt. Hvis de er onde eller slår andre. Eller hvis de slet og ret overskrider almen pli, så sætter jeg ind.
Mine unger skal opføre sig ordentlig og hører de ikke efter, så irettesætter jeg med STORE BOGSTAVER. Og jeg er ret ligeglad med om det er mens vi er hjemme eller om vi er ude blandt andre.

Jeg tror ikke der findes mange forældre der IKKE opdrager deres børn. Men jeg oplever tit, at forældre ikke tør “opdrage i det offentlig rum”.
De tør ikke hæve stemmen i børnehaven af frygt for at blive dømt som hende den dårlige mor. Når barnet begynder at te sig, kan man nærmest se panikken i forældrenes øjne, som til sidst kvidrer overskudsagtigt “Hov hov, din lille bandit. Det må du sørme ikke”.

Hvad er der sket? Og hvornår skete det? Hvornår blev det ilde set at have en opdragende tone overfor sit barn?
I 50erne var det helt normalt at give et barn (ikke nødvændigvis sit eget) en flad. Og der var det fuldstændig lige meget om folk kiggede på imens.
I 2014 føler vi os som børnemishandlere, så snart vi hæver stemmen bare en smule.

Jeg synes ikke at det er OK, at slå børn.
Men jeg synes det er OK, at opdrage børn. Også når man er blandt andre, end ens nærmeste.

Så derfor har jeg en bøn til dig.
Når nu du står nede i børnehaven, supermarkedet eller til gymnastik og dit barn ikke opfører sig ordentlig… Hvad enten det er plagen efter slik, spark over skindebenet eller mangel på respekt overfor autoriteter. Er du så ikke så sød at sætte en grænse lige nu og her, istedet for at vente til I kommer hjem?
Du må gerne hæve stemmen. Du må gerne give time-out. Du må gerne “straffe”. Jeg skal nok lade være med at dømme dig.

Men hvis du ikke tager dit ansvar som opdrager med ud i byen. Hvis du ikke sætter grænser… Så dømmer jeg dig.

For så tænker jeg “Sikke et forældre-skvat!”

Skriv et svar