Et sted som ingen ser…

Det findes en minigolf bane i Nørresundby. Den er gemt godt væk og hvis ikke man har guide på, kan den faktisk være ret umulig at finde.

Man skal bare lige ud på svømmehallens parkeringsplads, hen ad vejen, rundt hjørnet, forbi bommen, hen ad grus stien og så kigge bag hækken.
Dér ligger Aalborg Minigolf Klub.
Photo 18-06-13 18.26.28
Den er for eliten. Her laver de faste spillere hole-in-one med lukkede øjne.

Jeg var der med drengene i går. Der var sommerafslutning med Victors kor.
Det ældste medlem i koret, Frits, på nogle og 70 år, er en del af Eliten i klubben og han havde sørget for at vi havde banen helt for os selv fra klokken 16-18.

Det var sjovt… Og varmt. Solen bagte og der blev drukket masser af sodavand.

Vi sluttede af med hjemmegrillede burgere. Men vi kom til at sidde lidt længere end klokken 18, så pludselig stod en kæmpe flok af Eliten og ventede på at kunne komme til banen.

Jeg vidste ikke at de fandtes.
Men her stod de så. En god blanding med en gennemsnitsalder på 60 år. Alle iklædt træningsdragt – med hver deres personlige minigolf kølle og lille taske til kugler, håndklæde og smøger.

Vi var landet et sted, som ikke mange ved findes.

Nu venter vi bare på, at minigolf bliver en del af det olympiske program!

Skriv et svar