Drengen der voksede 20 cm på 5 dage

Han blev lige pludselig stor, ham ældstesønnen. 20140704-221258-79978400.jpg Skolernes sommerferie startede i fredags og for første gang i hans 5 år lange skoleliv har den ikke stået på DUS/SFO i ferien.

Mens vi andre har været på arbejde og i børnehave, har han haft huset helt for sig.
Han er stået op, fået sig en god morgenmad, vasket sig under armene og så suset ind til byen, for at gå på biblioteket, hænge ud på “Rampen”, spise kradsere ved pølsevognen og tage på visit hos tanter og venner.

Men hvornår var det lige, at han var blevet stor nok til at cykle ind til byen helt alene?
Hvornår begyndte han, at bruge samme størrelse sko som mig?
Hvornår begyndte han, at tænke over om det nu også er en bums han har på næsen?
Hvornår blev det vigtigt, at have den helt rigtige cap på?… For det hedder nemlig ikke kasket (?!?!)
Hvornår var det ikke længere OK, at jeg holder ham i hånden ude blandt andre mennesker?

Han er jo “kun” 10 år (“Mor, jeg bliver altså 11 om 1 måned og 11 dage!!!!”). Burde han ikke stadig bare være en lille prut, som stadig tror på Julemanden? 20140704-221256-79976633.jpg Jeg elsker hans nyligt erhvervet selvstændighed.
Jeg elsker, at han kan være alene hjemme uden at jeg skal gå bekymre mig.
Jeg elsker, at han kan sendes op i Netto for at købe ind.
Jeg elsker, at han kan passe lillebror når det brænder på.
Jeg elsker, at han er begyndt at påtage sig voksen ansvar.

Men jeg savner den lille dreng, der puttede sig hos mig, når det blev for uhyggeligt. Som syntes jeg var den bedste mor i hele verden og som ikke havde mørke tanker, som krig, hungersnød og resten af alverdens nød.

Han er vokset…. Ikke kun i højden, men også i ansvar.

I morgen tager han endnu et skridt ind i den voksne verden.
I morgen drager han til Østrig på FDF lejr.
I morgen slipper jeg grebet i en uge. En uge, hvor jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad han går og laver.

Jeg er ikke bekymret om hans ve og vel på turen.
Han drager afsted med en flok gode mennesker, som jeg ved passer godt på ham. Men jeg kommer til at savne ham…. Mere end han kommer til at savne mig. 20140704-221257-79977508.jpg
Ældstesønnen drager på sit livs foreløbige største eventyr og når han kommer hjem, kommer jeg nok til at kysse og kramme ham i al offentlighed… Dét må han leve med, selvom det nok er “mega pinligt”!

4 thoughts on “Drengen der voksede 20 cm på 5 dage

  1. Else says:

    Kender det kun alt for godt! Hvor er tiden der tar’ os…stjæler ungdommen (læs barndommen) fra os… Deres barndom…

Skriv et svar