Sommerhuset

Langt ude i skoven, ved Randers Fjord ligger der et lille bitte sommerhus. 20140717-184903-67743642.jpg Det er ikke vores sommerhus. Min søster og mine forældre er dem det står som ejere på papiret.

Men til trods for det, har vi stadig lidt ejerfornemmelser over det. Vi var nemlig med til at bygge det.

For præcis 11 år siden, gik jeg højgravid og svedende og kommanderede min mand og daværende svoger rundt. Det var mig der havde plantegningen og så var de musklerne.

Hovedhuset kom i en kæmpe stor “IKEA kasse”. Et saml-selv hus fra Polen. Morfar havde støbt fundamentet og så var det egentlig “bare” at sætte byggeklodserne rigtigt sammen.

Det var varmt og den uge foregik alt vask og og toilet besøg på spejder manér.

Huset kom op og stå og der blev lagt kloakering og el ind.

Men 2 bitte små værelser, et bad og et køkken alrum, viste sig hurtigt at være for småt. Når det regnede udenfor, blev huset pludseligt meget lille.
Så siden hen har vi nydt godt af at den nye svoger kører kranbil og derfor kan transportere redskabsskurer fra produktionskolen ud til grunden.

Nu står der to ekstra huse som fungerer som køjerum. 20140717-194807-71287373.jpg Vi kan godt lide et være her, selvom vi er det alt for sjældent. Og denne gang bliver det også bare en kort visit, da andre aftaler kalder.

Det er et sommerhus, som “da mor var barn”. Der er ingen paraboler eller jacuzzier. Ingen svømmepøle eller saunaer. Vi er tvunget til at sidde og nyde fjordens brusen og vinden i trætoppene, for den digitale underholdning består af et TV med 3 kanaler og en DAB radio.

I år havde drengene pakket hver deres rygsæk med alle mulige bippedeblip dingenoter, for at de ikke skulle komme til at kede sig… Og de tasker glemte de selvfølgelig i Aalborg. Så nu står den på god gammeldags puslespil og badminton. 20140717-194658-71218770.jpg Det er sundt for dem, men jeg tror nu også det er godt, at vi tager på udflugt i morgen, for ellers vil deres kedsomhed nok drive forældrene til vanvid.

Tiden der gik forbavsende hurtigt.

Om time skal storebror hentes, efter en uge i Østrig.

Jeg har slet ikke nået at savne ham!!!
For mens han har været bortrejst har vi overtaget 1. salen af vores hus og pludselig skulle der laves nyt værelse til den snart hjemvendte ældstesøn.

Der er blevet hamret, banket, malet og flyttet. 20140712-143513-52513227.jpg Vi er næsten i mål her på falderebet, men gardinerne må vente for gardinbutikken var lukket.

Så må han istedet glæde sig over at han kan ligge og kigge på stjerner ud af loftvinduet i hans nye værelse, med eget køkken og bad…. Og det er vel heller ikke så ringe endda.

Drengen der voksede 20 cm på 5 dage

Han blev lige pludselig stor, ham ældstesønnen. 20140704-221258-79978400.jpg Skolernes sommerferie startede i fredags og for første gang i hans 5 år lange skoleliv har den ikke stået på DUS/SFO i ferien.

Mens vi andre har været på arbejde og i børnehave, har han haft huset helt for sig.
Han er stået op, fået sig en god morgenmad, vasket sig under armene og så suset ind til byen, for at gå på biblioteket, hænge ud på “Rampen”, spise kradsere ved pølsevognen og tage på visit hos tanter og venner.

Men hvornår var det lige, at han var blevet stor nok til at cykle ind til byen helt alene?
Hvornår begyndte han, at bruge samme størrelse sko som mig?
Hvornår begyndte han, at tænke over om det nu også er en bums han har på næsen?
Hvornår blev det vigtigt, at have den helt rigtige cap på?… For det hedder nemlig ikke kasket (?!?!)
Hvornår var det ikke længere OK, at jeg holder ham i hånden ude blandt andre mennesker?

Han er jo “kun” 10 år (“Mor, jeg bliver altså 11 om 1 måned og 11 dage!!!!”). Burde han ikke stadig bare være en lille prut, som stadig tror på Julemanden? 20140704-221256-79976633.jpg Jeg elsker hans nyligt erhvervet selvstændighed.
Jeg elsker, at han kan være alene hjemme uden at jeg skal gå bekymre mig.
Jeg elsker, at han kan sendes op i Netto for at købe ind.
Jeg elsker, at han kan passe lillebror når det brænder på.
Jeg elsker, at han er begyndt at påtage sig voksen ansvar.

Men jeg savner den lille dreng, der puttede sig hos mig, når det blev for uhyggeligt. Som syntes jeg var den bedste mor i hele verden og som ikke havde mørke tanker, som krig, hungersnød og resten af alverdens nød.

Han er vokset…. Ikke kun i højden, men også i ansvar.

I morgen tager han endnu et skridt ind i den voksne verden.
I morgen drager han til Østrig på FDF lejr.
I morgen slipper jeg grebet i en uge. En uge, hvor jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad han går og laver.

Jeg er ikke bekymret om hans ve og vel på turen.
Han drager afsted med en flok gode mennesker, som jeg ved passer godt på ham. Men jeg kommer til at savne ham…. Mere end han kommer til at savne mig. 20140704-221257-79977508.jpg
Ældstesønnen drager på sit livs foreløbige største eventyr og når han kommer hjem, kommer jeg nok til at kysse og kramme ham i al offentlighed… Dét må han leve med, selvom det nok er “mega pinligt”!

(Næsten) bedre end juleaften

Natten til påske søndag drøner der et mystisk dyr rundt i vores have. Det har gjort det i al den tid, vi har været familie. Det flyttede med os, da vi flyttede fra Nørresundby til Kærby.
Vi har aldrig set det, men vi har en mistanke om hvad det er: PÅSKEHAREN!

For når det bliver påskemorgen, ligger der chokoladeæg gemt i hele haven. Og så skal der jages. Stadig iført nattøj og med røjsere som fodtøj bliver hver en lille afkrog gennemsøgt. 20140420-125628.jpg Den er ganske gavmild den påskehare. Der er chokolade i overflod. 20140420-125844.jpg Drengene fordeler byttet ligeligt og reglen er, at man bestemmer selv om man vil spise det hele på én gang, eller vil gemme lidt til senere.

Ja, vi er nogle ganske uansvarlige forældre, som lader vores børn leve af chokolade en enkelt dag om året.

Men vi er kun uansvarlige, fordi vi har en lille skid på. For det er ikke kun chokolade æg til børnene, som den har gemt i haven i år…. 20140420-130212.jpg

Næste generation

Ældstesønnen har fået symaskine kørekort og det er fuldt fortjent. Han er dygtig til håndarbejde.
Han er ikke super entusiast, som sin mor, men interessen er der og jeg prøver at opmuntre ham, når han sætter igang med noget.

Herhjemme laver han ikke så meget. Her er computerspil det vigtigste.
Men i skolens håndarbejdstimer er han masse producerende.
Sidste nye værk, er denne høne. image Hun er fin, ikke sandt?
Og hun er min, for jeg insisterede på, at det var mig der skulle have hende.
Nu sidder hun i vinduskarmen og kigger på de “rigtige” høns og venter på at påsken rammer os.

God søndag til jer alle.

Video

Og vinderen er!

Hip hurra vi har fundet vinderen af bloggens første GiveAway

Yngstesønnen har trukket et navn op af cowboyhatten.
Vi vil ikke afsløre for meget før vinderen har fået besked, men hvis din email starter med “annmarie@…”, så synes jeg nok lige at du skulle tage et lille kig i din email indboks.

Jeg glæder mig til at høre fra dig, så jeg kan sende en fantastisk lille pakke til dig :)blog2TILLYKKEEEEE!

Tiden går hurtigt, når man hænger i bremsen

Alle er familien er syge. Nogle hoster, andre snotter og vi bliver afbrudt af diarré og opkast.

Men alligevel går livet videre. Manden og jeg skiftes til barnet sygedag og de dage børnene ikke er syge, går vi voksne i seng lige efter det sidste barn er puttet.

Jeg har ikke tid til at være syg. Der er travlt på job og herhjemme kalder foråret med alle dets gøremål.
Lige nu måtte døgnet gerne have 36 timer, så jeg både kan nå alt det jeg skal + sætte tid af til at være syg.
Men tiden står (desværre) ikke stille, selvom man trækker stikket ud. Fødselsdage, arbejde, husholdning og alt det andet venter ikke på at man bliver rask. Der skal stadig købes gaver, laves logistik og arrangeres og luften ryger hurtigt ud af ballonen.

Manden har også travlt. Hans freelance arbejde æder al fritid. Og når han endeligt hjemme, falder jeg i søvn på sofaen pga. “dagens virus”.

Så det er faktisk utroligt at vi kan nå at smitte hinanden, for vi er næsten aldrig hjemme på samme tid.

Jeg glæder mig…
Jeg glæder mig, til al sygdom er væk.
Jeg glæder mig til det holder op med at blæse en halv storm udenfor.
Jeg glæder mig til varme.
Jeg glæder mig til ro.

Jeg glæder mig til familie. blog

Bør jeg være bekymret?

20140228-113543.jpgKlokken 6:30 i morges stod min mand og hældte spandevis af teaterblod i hovedet af min 10 årige søn.
Til trods for at han aldrig har set en Fredag d. 13. film (og gudskelov for det) ville han gerne være Jason.
Og manden, som er gammel horror-fan, var selvfølgelig med på idéen. Ja, knægten har det sgu nok ikke fra fremmede.

Mindste manden vaklede mellem stinkdyr eller Karate-mand.
Eftersom det var mig der skulle stå for kostumes tog jeg den nemme løsning og lånte en Judo gi af en kollega.

Grunden til al den palaver, er at det er STORE FASTELAVNS DAG i Kærby.

Godtnok er det 2 dage for tidligt, men traditionen er, at fredagen inden Fastelavnsøndag, går skolen og børnehaverne ALL IN med fest og tøndeslagning.
Undervisningen er i dagens anledning aflyst og der festes hele dagen.

Jeg synes det er en fantastisk tradition og det er lige før denne dag er større end juleaften… Men også kun næsten.

Det sidste vers er sunget

og butterflyen er lagt på hylden… Indtil videre ihvertfald. 20140202-142737.jpg Victor havde sin sidste gudstjeneste med Vor Frue Kirkes Drenge- & MandsKor i dag.

Vi har måtte indse at han her i foråret, ville være nødsaget til at dele sig selv i 3 personer, hvis han skulle nå alt det han går og drømmer om. Og i denne omgang har spejderlivet vundet over korsangen.

Det var lidt vemodigt at sige farvel, men det blev også til et dejligt “På Gensyn”.
For korets fantastiske leder, Rikke lagde stort tryk på, at hvis der blev tid og plads til det, så skulle Victor være mere end velkommen til at komme tilbage til koret.

Og det lettede vores hjerter. For det har været en stor beslutning at sige op i koret og Victor har været ked af at det måtte slutte.

Vor Frue Kirkes Drenge- & MandsKor har været en dannelsesrejse for Victor. Han er blevet disciplineret og har lært rigtigt meget om musik, noder og sang.
Alle der har noget at gøre med Victor, har mærket den store forandring han har været igennem og det har været en rigtig sund oplevelse for ham.

Nu vil vi bare glæde os til at komme til en koncert med koret, hvor Victor sidder sammen med os på tilskuerrækkerne og nyder hans venners sang.