Long time, no see

Kære læsere.
Der er gået lang tid… Ja, faktisk er der gået halvandet år siden mit sidste blog indlæg.
Jeg gik simpelthen i stå. Egentlig skulle det bare være en lille pause, men livet tog fat og bloggen kom i glemmebogen.
I mellemtiden er der sket meget i mit liv.
Den største ændring er, at jeg mistede min mor. Den 22. marts, 2017 blev jeg moderløs. Og når man stadig 28 år af sind, føles det frygtelig tidligt at miste sin mor. Men jeg er jo snart 41 og komme i den alder, hvor jeg og mine jævnaldrene mister vores forælde.
Det var en mærkelig følelse. Alt imens en del af ens DNA var borte for altid og livet egentlig bare burde gå i stå, kunne jeg blot iagttage hvordan verden bare fór afsted, mens jeg bearbejdede min sorg.
Jeg savner hende hver evigt eneste dag og hun vil altid være i mit hjerte.

2016 var også året hvor jeg fyldte 40. Det var egentlig ikke så slemt som jeg havde regnet med. Min lille familie og jeg tog 6 fantastiske dage i Berlin hvor vi bl.a. fejrede “min store dag” med brunch i TV tårnet. Det er én af de ture der varmer mig de dage jeg er trist.

På hjemmefronten er Ældstebarnet blevet teenage med stort “T”. Yngstebarnet kæmper stadig med motorik og taleudvikling. Manden er “still the love of my life” og de 3 høns er blevet til 7.
Men der kommer meget mere om alt dette senere.

For jeg har bestemt mig for at genoptage skriveriene. Tiden er klar. Og jeg kan jo se, at I, kære læsere, stadig er her… Og det sætter jeg stor pris på.

Tak fordi I stadig læser og lytter. Vi skrives snart ved igen

Når blindtarmen slukker festfyrværkeriet.

Det begyndte i går. Ældstesønnen kastede op. Vi slog det væk med, at det nok bare var en afslutning på influenzaen.

Men om aftenen blev det værre og han fik feber. Maven gjorde ondt og da han normalt ikke er et pylret barn, valgte vi at manden skulle tage ham med til vagtlægen. Klokken 01:00 kørte de.

Jeg blev oppe og ventede i håb om at de blev sendt hjem igen med noget “mave eliksir”.
Klokken 03:00 var de ikke kommet hjem endnu. Han var blevet indlagt.

Nu her, lige inden Dronningens nytårstale, kom han ud fra operation. Han har fået fjernet en betændt blindtarm.

Manden er hos ham. Yngstesønnen og jeg fejrer nytåret med burgere fra McDonalds og en bordbombe.

Det føles helt forkert.
Nytårs aften er ældstesønnens yndlings dag og vi plejer alle 4 at have en rigtig hyggeligt aften, med god mad og et par raketter i timen indtil klokken 24.
Den unge mand har sågar selv brugt penge på krudt til i aften og han havde glædet sig helt vildt til at skulle rende rundt med vennerne og lave løjer

Nu skal han vente et helt år, til næste Nytårs aften.

Blindtarmen er en detalje. Det værste ved denne episode er hans skuffelse over at gå glip af en magisk aften, som skulle være helt speciel.

Om lidt putter vi børnechampagne og kransekage i tasken og tager på visit på sygehuset. Forhåbentlig kan det hjælpe lidt på humøret.

Til jer derude, som har en lidt mere “normal” aften, så ønskes I et RIGTIGT GODT NYTÅR.

To tosser på Bane 2

Størstedelen af Combat Bullies tog til træningskamp i Aarhus i dag.

Vores faste bane i Gigantium var dog stadig reserveret, så os der var blevet tilbage i Aalborg, tænkte at vi lige så godt kunne unbytte banetiden til lidt “fri leg”.

Mange af os havde taget unger med og de trillede lystigt rundt mellem os på enten 4 eller 8 hjul.

Selv havde jeg taget ældstesønnen med, som rigtigt gerne vil øve sig på skateboard, men ikke har mulighed for det ude på efterårets cykelstier.

Og efter at han havde vænnet sig til, at han ikke behøvede at løbe hen til mig og spørge om jeg var OK, hver gang jeg røg i gulvet (det gør man rigtig tit, når man træner Roller Derby), så fik han udnyttet banetiden til fulde.

Et lille nyt “move” blev det til.

Laissez-faire [lassefær]

Jeg husker ikke så meget fra pædagogik undervisningen på seminariet, men ét ord der har hængt fast er “Laissez-faire”.

Laissez-faire betyder at “lade stå til”. Dvs. at hvis du er en laissez-faire forældre, så lader du dit barn gøre stort set lige hvad det har lyst til.

Mit indlæg i går fik mange gode tilkendegivelser: “Godt gået!”, “Sådan”, “Det er fandeme i orden”.
Og det er jeg rigtig glad for.

Men hvis alle er enige med mig, hvem er det så jeg skælder ud? Hvem er det, der “lader stå til”? Hvem er laissez-faire?

Har vi nok selverkendelse til sige “Ja OK, det er sgu nok mig hun snakker om”, når jeg sidder og brokker mig over forældre der ikke sætter grænser for deres børn?

Jeg indrømmer det. Nogle gange er jeg for blød overfor mine børn.
Nogle gange får de lov til at få slik og chips i hverdagene eller blive lidt længere oppe, eller noget andet som kan gøre dem forkælede.

Men så snart de rammer et punkt, hvor de ikke gør hvad der bliver sagt. Hvis de er onde eller slår andre. Eller hvis de slet og ret overskrider almen pli, så sætter jeg ind.
Mine unger skal opføre sig ordentlig og hører de ikke efter, så irettesætter jeg med STORE BOGSTAVER. Og jeg er ret ligeglad med om det er mens vi er hjemme eller om vi er ude blandt andre.

Jeg tror ikke der findes mange forældre der IKKE opdrager deres børn. Men jeg oplever tit, at forældre ikke tør “opdrage i det offentlig rum”.
De tør ikke hæve stemmen i børnehaven af frygt for at blive dømt som hende den dårlige mor. Når barnet begynder at te sig, kan man nærmest se panikken i forældrenes øjne, som til sidst kvidrer overskudsagtigt “Hov hov, din lille bandit. Det må du sørme ikke”.

Hvad er der sket? Og hvornår skete det? Hvornår blev det ilde set at have en opdragende tone overfor sit barn?
I 50erne var det helt normalt at give et barn (ikke nødvændigvis sit eget) en flad. Og der var det fuldstændig lige meget om folk kiggede på imens.
I 2014 føler vi os som børnemishandlere, så snart vi hæver stemmen bare en smule.

Jeg synes ikke at det er OK, at slå børn.
Men jeg synes det er OK, at opdrage børn. Også når man er blandt andre, end ens nærmeste.

Så derfor har jeg en bøn til dig.
Når nu du står nede i børnehaven, supermarkedet eller til gymnastik og dit barn ikke opfører sig ordentlig… Hvad enten det er plagen efter slik, spark over skindebenet eller mangel på respekt overfor autoriteter. Er du så ikke så sød at sætte en grænse lige nu og her, istedet for at vente til I kommer hjem?
Du må gerne hæve stemmen. Du må gerne give time-out. Du må gerne “straffe”. Jeg skal nok lade være med at dømme dig.

Men hvis du ikke tager dit ansvar som opdrager med ud i byen. Hvis du ikke sætter grænser… Så dømmer jeg dig.

For så tænker jeg “Sikke et forældre-skvat!”

Når nok er “NOK”!

Hver onsdag har jeg æren af at følge yngstesønnen til gymnastik.
“Tons & Tummel” er et fantastisk tilbud for børnehavebørn, hvor de kan få brændt lidt krudt af. Det koster næsten ingenting og så er det dejligt tæt på, nemlig her i Kærby.

Præmissen for at det er så billigt som det er, er bland andet, at vi forældre hjælper til med at holde styr på ungerne.

Jeg har længe syntes at mange af forældrene ikke passer deres “job” til gymnastik. De lader deres børn kravle i ribberne, mens instruktøren beder om ro og orden. Bolde bliver sparket tværs gennem rummet, når det er ærteposer der skal øves med. Nogle af børnene får decideret at vide af deres forældre, at de skal hoppe ind foran når der er kø til et redskab.

Indtil nu har jeg holdt min mund og passet mit eget barn.

Men i dag fik jeg nok.

Som en lille godbid for ungerne skulle “Air tracken” (en aflang hoppepude) pustes op. Aftalen plejer at være at børnene må ligge på den mens den pustes op.

I dag nåede puden knap nok at blive halvt fyldt før de første begyndte at hoppe. Instruktøren kæmpede med at få sat proppen i den levende hoppepude, hvilket resulterede i at luften sivede ud igen. Der blev givet kommando om at alle børn skulle stå af, så han kunne få den pustet ordentligt op.

Nogle enkelte børn gjorde hvad der blev sagt, men resten tonsede videre.
I løbet af få sekunder vrimlede det med grædende børn, som havde banket hovedet ned i den tomme luftpude eller væltet ind i en anden. Alt imens instruktøren kæmpede for at få gang i pumpen.

Jeg og et par andre forældre gjorde alt hvad vi kunne for at holde børnene væk, men slaget var tabt. Vi kunne intet stille op mod et par og tyve børn.

Jeg kiggede rundt og forældrene til “de uvorne” stod og sludrede, tjekkede smartphones eller sad bare og små sov ovre i hjørnet. Hvorfor sagde de ikke noget til deres børn?

Jeg endte med hæve stemmen “HEY! ALLE FORÆLDRE! INSTRUKTØREN HAR BEDT OM AT ALLE BØRN HOPPER NED FRA PUDEN. NU! FÅ LIGE STYR PÅ JERES BØRN!”

Endelig en reaktion. Folk kiggede på mig med et Hvor vover hun? blik.
Men resultatet blev at puden i løbet få sekunder blev pustet op og fikseret og glade børn kunne hoppe.

Så nu er jeg fremover nok hende den sure.

Men kan det virkelig passe at folk skal have en opsang, før de begynder at tage ansvar for deres egne børn?

Når alt ånder ro

De sidste 3 uger er forsvundet som dug for solen.
Der har været travlt. Alt for travlt.
Mandens medvirkende i Bæredygtighedsfestivalen trak tænder ud. Hans fravær gjorde mig til alenemor til to. Manden gjorde alt hvad han kunne, for at lette byrden, men der var grænser for hvor meget han kunne nå i døgnet.

Heldigvis var det hele ikke forgæves. VAERK9000s indslag til festivalen var en succes og jeg tror der bliver talt længe om det.

Nu sidder vi her i sofaen og puster ud. Jeg tager den med ro. Backuppen er hjemme igen. Manden tager tilløb til at det atter går løs om et par uger til Kulturnatten. Yngstesønnen nyder godt af, at der nu er 2 forældre at hundse rundt med.

Den eneste der ikke sidder stille er ældstesønnen.
For i nattens mulm og mørke går han rundt ude vores have. Nu er det hans tur til en tur i spotlight. Han har fået hovedrollen i en kortfilm og vores have og 1. sal er location for optagelserne. IMG_8140.JPG Denne weekend bliver hård for de laver natoptagelser. Og når man er en knægt som er vant til at komme i seng senest klokken 22 er midnats-optagelser lidt af en utopi.

Men alle på holdet er glade. De har lige fået lidt varmt til ganen og et stykke kage. Nu fortsætter de med at arbejde ind i de små timer. Vi andre smider fødderne op og zapper videre på TVet.

Så lad dog barnet

Om lidt er det putte-tid for yngstesønnen.
Der er noget specielt over hans putning, for han går ikke i seng, men “i telt”.

Det begyndte for en måneds tid siden. Midt på eftermiddagen slæbte han et gammelt Fætter BR telt ind på værelset og proklamerede “Her vil jeg sove i nat! Her falder mine bamser ikke ud!”

En nat blev til to, som så blev til 3… Dage blev til uger og pludselig havde han sovet i teltet i en måned.

Her i weekenden tog vi så en beslutning. Vi var trætte af, at vi hverken kunne komme frem eller tilbage fordi der både stod telt og seng og spærrede for klædeskab og kommode.

Sengen er blevet stillet ud i skuret og et ny indkøbt IKEA telt står nu så flot, der hvor sengen stod engang. 3 lammeskind fungerer som madras og teltet er fyldt op med barn, bamser og dyne.

Det kan godt være, at nogle ryster på hovedet af det og tænker “Det kan man da ikke”. Men han er tryg derinde og har selv taget valget. Nætterne er blevet meget mere rolige end de har været i lang tid.

Derfor “lader vi barnet”.

Tiden gik…

Ugen gik meget hurtigt.
Så hurtigt, at jeg glemte at skrive på bloggen.
11 år gik meget hurtigt.
Så hurtigt, at jeg pludselig havde en stor søn som fylder år i dag.
Han synes selv, at det kun gå for langsomt med, at blive voksen.

For 11 år siden var der hedebølge og alt for indelukket på sygehuset.
I dag, står det ned i stænger og vi nyder, at vi ikke skal holder børnefødselsdag i haven, men kan nøjes med en tur på restaurant. IMG_7786.JPG Tillykke store dreng. IMG_7777.JPG

Den falske 6 årig

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at det er “Første skoledag” i dag.
Overalt på div. sociale medier florerer der billeder af små poder, med funklende nye rygsække, rokketandssmil og dannebrog i hånden.

I teorien skulle yngstesønnen også have været afsted i dag, men i foråret tog vi den hårde men også rette beslutning, at han ikke var klar og derfor tog et 4. år i børnehave.

Kamelen er slugt og til trods for en lille snært af vemodighed, når man kigger billeder af “alle de andres børn”, så går det nok.

Men nu er vi løbet ind i helt andre problemer.
For når der er skolestart, er der også sæsonstart på alle fritidsaktiviteterne.
Og hvad gør man, når der står “Idræt for børn 0.-4. klasse (6-11 år)” og ens egen 6 årig ikke er et skolebarn?
For reelt set, burde han jo gå sammen med “de store”, da hans højde og drøjde er derefter. Men indlæringsevnen er der ikke.

Og så er der jo prisen… Er man skolebarn / 6-11 år, koster det 200kr mere, end hvis man er man er børnehavebarn / 3-5 år.
Hvad koster det, når man er lidt af det hele?

Noget siger mig, at det ikke er sidste gang med alders forvirringskaos… IMG_7426.JPG