IMG_8956.JPG

De uperfekte

Nogle gange føler jeg mig som en bums. En afdanket bums, som slasker afsted i mine slidte jeans, store sweatre og mine spaltede hårspidser.

Jeg er omgivet af perfekte mennesker, som sørger for at deres 2,8 børn får en sund og nærende morgenmad i et trygt og fredfyldt morgenritual, hvor familien sidder samlet om spisebordet.

Moderen i denne perfekte familie er stået op to timer før de andre, så hun kan nå at komme i bad, føntørre sit hår, lægge en pletfri makeup og udvælge dagens sæt tøj, som selvfølgelig består af mode diktatorernes sidste nye trend.

Jeg selv står op en halv time før jeg skal ud af døren. Det er lige tids nok til, at jeg kan nå at sætte elkedlen over, lave et glas kakao til yngstebarnet (for han gider ikke morgenmad), børste mit hår, finde det reneste tøj jeg har og måske fyre en mascara på vipperne. Jeg drikker min kaffe og smider barnet i det reneste tøj som han har, og så er vi ude af døren.

Ingen morgenseance med spelt vafler og glattejern. Bare ud over stepperne.

Jeg gad da godt være hende med overskuddet. Hende der arrangerer den perfekte børnefødselsdag, mens hun træner op til en halv marathon. Hende der har tid til at skurre kalk af håndvasken med en tandbørste, så gæster ikke synes at hjemmet er klamt. Hende der har en flad mave, selvom hun har født 2,8 børn, fordi hun efter at have ordnet hus, børn og arbejde, lige klarer 3 timers crossfit hver anden dag.

Men sådan er jeg bare ikke. Jeg er uperfekt.

Og jeg lever sammen med min uperfekte mand, som har en skæv fantasi og som nogle sikkert synes er “a bit over the top”, men som jeg elsker.

Vores uperfekte børn har ikke kunne tegne cirkler som 1 årige og kunne ikke stave deres navne som 3 årige. De er møg beskidte og lugter ofte af prut. De er ikke kommende fodbold stjerner eller på vej til at blive optaget i MENSA. Men de har hjertet på det rette sted og de har venner som de vil kæmpe for og altid passe på.

Det kan godt være nedslående, at føle at man er den eneste, som ikke har fulgt den snor lige karriere vej. Som ikke kan udfylde en selvangivelse og som ikke har råd til at købe den dyre flyverdragt til ungerne. Som ikke tager til frisøren en gang måneden for, at blive “frisket” op. Og at være den eneste, som har kroniske poser under øjnene, fordi døgnet ikke har timer nok.

Min hverdag er præget af “perfekte mennesker”. Jeg er omringet af dem.

Jeg tror det er derfor jeg holder så meget af at tilbringe min fritid med de uperfekte.

Mine nærmeste veninder, ved jeg, har samme problematikker som jeg. De når heller ikke alt det som hør og bør sig. Det ved jeg, for det fortæller de mig. Og så har jeg oplevet dem på deres dårlige dage. De er lige så uperfekte som jeg.

Til roller derby kan jeg slappe af. Her ligner vi alle noget der er løgn efter en træning. Uanset hvor meget vi duller os op inden, så kamp sveder vi og lugter af gnu efter to timer på banen.

Men hvem har bestemt, at det er de andre der perfekte?

For hvorfor er det mere perfekt at hjerne afsted på en spinningcykel i et pulserende fitnesscenter, end at gå til en kontaktsport som roller derby, hvor vi faktisk har det ret sjovt?

Hvorfor er det mere perfekt, at købe de sidste nye skind leggings, end at fise rundt i en hjemmestrikket sweater som man har lagt hjerte og sjæl i?

Hvorfor er det mere perfekt, at bruge sin sparsomme fritid på, at få et funklende rent hjem, end at tage i zoo med ungerne?

Det er nutidens normer der gør, at min familie og jeg uperfekt.

Om 10 år er det sikket helt perfekt, at ligne en bums og drikke kakao til morgenmad.

Untitled-1

En sur gammel kone

Hvis jeg var en bjørn, ville jeg gå i vinterhi. Ingen tvivl om det.

Jeg magter ikke de mørke måneder. Jeg bliver sur og tvær.
Jeg bider af alt og alle og farer op i en spids over ingenting.
Jeg bliver træt og ugidelig. Doven og dvask.
Og jeg fryser og er konstant syg… Uden helt rigtig at være det.

Og min omgangskreds lægger mærker til det, for det går ud over dem.
Jeg hidser mig op over bagateller og “laver en Maude” og “går op og lægger mig”.

Men jeg kan mærke at det slutter nu.
Den nordjyske vinterferie er i gang. Ja, den har faktisk været i gang siden i fredags.
Efter en weekend med familiefest og Fastelavn, kunne jeg endelig, mandag morgen, vågne op med en følelse ud at være udhvilet.
Og det til trods for at jeg “kun” havde sovet 8 timer og der var overskyet udenfor.

Jeg trængte til en pause fra hverdagen. Jeg trængte til et pusterum, hvor jeg ikke hele tiden skulle tænke 5 minutter frem.
Det har jeg fået nu.

Og jeg har indset at jeg bliver nødt til at omprioritere lidt.
Alle mine idéer til strikkeopskrifter bliver midlertidigt lagt på hylden. Det samme gør bestillings opgaverne. Jeg vil strikke for hyggens skyld nu.

Mit freelance arbejde som grafikker bliver ikke skåret væk, men der drosles ned og så vælger jeg opgaver som jeg synes er sjove. Ingen sure pligter mere.
Egentlig burde det skæres helt væk, men vi kan simpelthen ikke klare os med vores primære indtægter. Det er ganske umuligt.

Men alt i alt kan jeg mærke, at humøret er på vej tilbage på rette spor.
Og det håber jeg også, at du kan mærke næste gang du møde mig.

IMG_8787.JPG

Morgendagens slag

I morgen skal jeg deltage i min første roller derby bout (kamp).
Jeg skal ikke på banen som spiller… Det er jeg SLET IKKE god nok til (endnu).
Men jeg skal være NSO. Dvs en non-skating-official. Jeg skal holde styr på det ene holds spillere, når de er i straffeboksen. Det er noget af en multi-tasking opgave og jeg er meget spændt på om jeg magter det.
Men head-NSOen har sat sin lid til mig og mener at jeg godt kan klare det.

Jeg er en smule ærgelig over at jeg ikke kan se Bouten fra tilskuerpladserne, da det jo er min første bout. Men vi har svært ved at finde NSOer, så jeg har måtte træde til.
Til næste bout vil jeg sidde på forreste række og se hver en sved og bloddråbe.

Har du lyst til at se hvad det hele går ud på, så kig ud i Aalborg Stadionhal i morgen. Du kan læse mere her

minions_bananas_by_kartyyy_d6dfahq_by_kartyyy-d6dnhd1

Jeg er ikke en sløv banan

Tværtimod.
For tiden handler mit liv om prioriting. Og dagbogen bliver bare ikke prioriteret særlig højt.

Januar er… Som de andre vintermåneder fløjet afsted.
Vi lagde hårdt ud d. 3 med en endagstur til Kbh for at deltage i barnedåb.
Ældstesønnen og manden blev hjemme, så blindtarmsoperationen kunne restitueres.

Og siden da er det gået over stok og sten. Møder, træning, arbejde, godnatlæsning, kaste bolde op i luften, grippe dem igen!

Når jeg endelig har sat mig ved computeren er det været for enten at overarbejde eller freelance.

Jeg håber jeg snart får ordentlig gang i skriveriet igen. Jeg savner det. Og nogle gange når jeg da også lige at formulere en tekst i hovedet inden jeg falder i søvn, men den når aldrig ud i cyberspace.

IMG_8693.JPG

Når blindtarmen slukker festfyrværkeriet.

Det begyndte i går. Ældstesønnen kastede op. Vi slog det væk med, at det nok bare var en afslutning på influenzaen.

Men om aftenen blev det værre og han fik feber. Maven gjorde ondt og da han normalt ikke er et pylret barn, valgte vi at manden skulle tage ham med til vagtlægen. Klokken 01:00 kørte de.

Jeg blev oppe og ventede i håb om at de blev sendt hjem igen med noget “mave eliksir”.
Klokken 03:00 var de ikke kommet hjem endnu. Han var blevet indlagt.

Nu her, lige inden Dronningens nytårstale, kom han ud fra operation. Han har fået fjernet en betændt blindtarm.

Manden er hos ham. Yngstesønnen og jeg fejrer nytåret med burgere fra McDonalds og en bordbombe.

Det føles helt forkert.
Nytårs aften er ældstesønnens yndlings dag og vi plejer alle 4 at have en rigtig hyggeligt aften, med god mad og et par raketter i timen indtil klokken 24.
Den unge mand har sågar selv brugt penge på krudt til i aften og han havde glædet sig helt vildt til at skulle rende rundt med vennerne og lave løjer

Nu skal han vente et helt år, til næste Nytårs aften.

Blindtarmen er en detalje. Det værste ved denne episode er hans skuffelse over at gå glip af en magisk aften, som skulle være helt speciel.

Om lidt putter vi børnechampagne og kransekage i tasken og tager på visit på sygehuset. Forhåbentlig kan det hjælpe lidt på humøret.

Til jer derude, som har en lidt mere “normal” aften, så ønskes I et RIGTIGT GODT NYTÅR.

IMG_8648.JPG

Morgen chok

Vi glemte at lukke døren til hønsehuset i går aftes. Vi har før glemt det, men det eneste det har resulteret i, er at hønsene har stået op før os om morgenen.

Hønsene stod IKKE op i morges. Jeg kiggede ud af køkkenvinduet og undrede mig over at lågen til reddekassen stod åben. Hønsene er ikke stærke nok til at løfte låget op.

I hønsehuset fandt jeg et stykke hovedløs høne. Længere nede i haven lå endnu en. Denne var halvvejs spist. Den sidste høne… Tja, den ligger nok i en ræv eller mårs mave nu.

Så nu har vi ingen høns.
Vi har ingen familiære følelser for dyrene, men man når alligevel at blive chokeret over det brutale syn man bliver mødt af.
Når chokket er aftaget, bliver man dernæst irriteret. Irriteret over ens egen glemsomhed. Irriteret over at man skal til at samle en ny bestand igen. Irriteret over at man skal til købe æg igen!!!

Men på den anden side har vi nu mulighed for at rense hønsehuset helt ned, så det rent og flot til de kommende beboer.

Men neeeeej, hvor er man bare ærgelig over sådan en lørdags morgen “gave”.

IMG_8640.JPG

Julesnot og klar luft

Yngstesønnen og jeg har forskanset os i haven. Han smadrer isklumper, mens jeg flytter min kaffe rundt for at ramme et par varme solstråler.
Inde i stuen ligger de to syge. Manden og ældstesønnen er hårdt ramte. Feber og snot. Yngstesønnen har allerede været der, men er i bedring nu. Jeg er ikke ramt… Endnu.
Det kommer. Det gør det altid.

Lige nu nyder jeg bare, at jeg har sovet længe… For første gang i RIGTIG lang tid.

December måned har været vanvittig. Roller Derby prøver, overarbejde, weekend arrangementer og julegave køb (og produktion) har taget al tid.

Hver søndag, når vi skulle tænde et lys i advents kransen, tænkte vi “Jøsses, er der allerede gået en uge!”

Den sidste julegave blev strikket færdig d. 23 lige omkring midnat.
Det har været sparsomt med de hjemmestrikkede i år. Tiden har ikke været til det.
Og pengene har været meget små.
I min familie er vi 17+ når de nærmeste er samlet. Dertil kommer mandens familie. Så i år var det bitte små pakker med logikken “Det er tanken der tæller”, der lå under juletræet.

Vi klarede juledagene. Både hos den ene og den anden familie. Og det har været hyggeligt og dejligt. Som altid.
Men nu trænger vi til ro.

Om lidt er det nytår. Så starter hele møllen igen… Indtil da, skal der lige arbejdes et par dage, leges med julegaver og bare nydes…. Nå ja, og plejes syge familie medlemmer.

Råkoldt

Der er helt vanvittigt koldt i dag. 1. søndag i advent.
Heldigvis kan jeg holde mig varm i Isagers Normandy Bluse. Den er skøn!

Jeg blev færdig med den for et par uger siden.
Selve mønsteret var nemt nok. Det tiltalte mig utroligt meget at strikke en vrangstrikket sweater i ret (næsten) hele vejen.
Jeg hader nemlig at strikke vrang, så idéen med at man strikker blusen rundt i glatstrik, for derefter at vende vrangen ud, er ret så fantastisk. Det gør arbejdet noget nemmere.IMG_8498.JPG
Egentlig er trøjen jo “bare” en ganske almindelig raglan, men de små detaljer med den lyse retstrikkede trekant i halsen og de lyse skuldre, gør at den lige får lidt ekstra.
IMG_8499.JPG
Dog var det ikke helt blev trøjen ikke til helt uden tårer, for garnet den skulle strikkes i, var noget af mine 3 kg yak okse uld.
Farverne var perfekte og ulden er fantastisk blød. Men garnet er utroligt løst spundet, så det går nemt fra hinanden. Til trods for at jeg strikkede det med følgetråd hele vejen, så kunne jeg ikke undgå, at garnet “flækkede” hele tiden.
IMG_8497.JPG
Det har resulteret i at man absolut ikke skal kigge på bagsiden af trøjen, for så ser man en man løse ender.

Garnets tilstand alene, gjorde at trøjen tog lang tid at strikke. Havde jeg valgt en tættere spundet garn, havde det være en meget nemmere og hurtigere opgave.
IMG_8496.JPG
Men jeg ville ikke bytte. Resultatet er fantastisk og det er en ny yndlings. Den er varm og blød… Og så synes jeg faktisk også at den er OK pæn.
Den ligner slet ikke Isagers oprindelige model, men det havde jeg heller ikke forventet, når garnet er så anderledes end det anbefalede.
Min version er mere “rå” og “nordisk”, med et snert af “viking”.

Hvis I ikke kan finde mig i løbet af vinteren, så er det nok fordi jeg er flyttet ind i Det er en af dem jeg flytter ind i Normandy Blusen.

IMG_8469.JPG

To tosser på Bane 2

Størstedelen af Combat Bullies tog til træningskamp i Aarhus i dag.

Vores faste bane i Gigantium var dog stadig reserveret, så os der var blevet tilbage i Aalborg, tænkte at vi lige så godt kunne unbytte banetiden til lidt “fri leg”.

Mange af os havde taget unger med og de trillede lystigt rundt mellem os på enten 4 eller 8 hjul.

Selv havde jeg taget ældstesønnen med, som rigtigt gerne vil øve sig på skateboard, men ikke har mulighed for det ude på efterårets cykelstier.

Og efter at han havde vænnet sig til, at han ikke behøvede at løbe hen til mig og spørge om jeg var OK, hver gang jeg røg i gulvet (det gør man rigtig tit, når man træner Roller Derby), så fik han udnyttet banetiden til fulde.

Et lille nyt “move” blev det til.

IMG_8447.JPG

Jeg er en træt lille mis

Der er ikke meget fut i mig for tiden.

I går var det fredag. En helt almindelig fredag, hvor jeg skulle have sidder og set en god film sammen med manden.

Jeg endte med at gå i seng inden klokken 22. Faktisk nåede at jeg at gå i seng inden ældstesønnen på 11 kom hjem fra klassefest.

Jeg var bare virkelig træt. Slidt helt ned til sokkeholderne.

Jeg prøver så vidt som muligt at passe min sengetid i hverdagen, men nogle aftener kan det bare ikke lade sig gøre.
Om tirsdagen træner jeg Roller Derby fra 20-22 og når jeg endelig får pakket sammen og transporteret mig hjem er klokken blevet 23. Så skal jeg lige i bad og have en bid mad og så bliver klokken 24. Hvis jeg er heldig, når jeg at få 6 timers søvn inden vækkeuret ringer.
Onsdag er samme historie når jeg skal til Zumba.

Og når man allerede i starten af ugen kommer i søvn underskud, så går det slag i slag. Jeg kommer mere og mere i minus, som så resulterer i at jeg er fuldstændig flad når vi rammer fredag aften.

Nu kan jeg bare nyde, at til trods for at yngstebarnet vækkede mig klokken 7 på en lørdag, så er jeg forholdsvis frisk efter mine 9 timers søvn… Selvom jeg sagtens kunne have sovet et par timer mere…